Emner
– Mangan mangel
– Drivveje skal være klar inden udbinding
– Ny praksis når du søger tilladelse til afhorning, enkelt dyr
Mangan mangel
Manganmangel observeres hvert år, og det er vigtigt at være på forkant og få tjekket sit vinterkorn. Især vinterbyg påvirkes let, men også rug og hvede kan give udbyttetab pga. manganmangel. Det er især vigtigt at forebygge manganmangel ved at sørge for et såbed, der ikke er for løst. Manganmangel optræder ofte ved høje reaktionstal, så udtag jordprøver hvert 5. år og giv kun kalk til de marker, der har behov. Manganmangel, også kaldet lyspletsyge, optræder som lyse områder i marken, som tydeligt vil kunne kendes som kontrast til områder, hvor jorden er mere fast i f.eks. traktorspor. Manganmangel kan afhjælpes med op til maksimalt 1600 gram mangan pr. ha., men det kræver en ”Erklæring til dokumentation for behov ved tilførsel af mangan eller andre mikronæringsstoffer”, hvoraf behovet skal fremgå og dokumenteret ved eksempelvis analyseresultater. Det kan være en planteanalyse, der viser manganmangel eller fotodokumentation af både hele marken og mindre udsnit med nærbilleder. Tag gerne kontakt til din konsulent for hjælp til opgaven. Forbruget skal skrives i din plantelogbog.
Yderligere oplysninger kontakt Poul Erik Nielsen, SDØ, 2031 8770
Drivvejen skal være klar inden udbinding
Inden længe skal køerne på græs, og derfor skal drivvejen lige have et tjek-up således, at det ikke er dem der er skyld i at køerne ikke kan komme ud på markerne.
Planlægger du at etablere nye, så husk følgende:
– Bredde min. 2,5 m og gerne 3-4 m bred.
– Fald omkring vejen, så vandet ledes væk og den beholder sin tørhed og stabilitet.
– Etablerer et stabilt underlag selv om det kun er køer der skal anvende vejen.
– Undgå skarpe sving og smalle overgange.
– Ved start og slut skal der være ekstra god plads
Placer ikke drivvej og vandkar ved siden af hinanden – det ødelægger kotrafikken og medfører øget optrædning.
Husk alle drivveje skal holdes ved lige.
Yderligere oplysninger kontakt Aase Holmgaard, SDØ, 2321 4192
Ny praksis når du søger tilladelse til afhorning, enkelt dyr
Ansøgning om fjernelse af horn eller hornanlæg er nu delt i besætningsniveau og enkeltdyrsniveau.
Har du ansøgt og fået dispensation gælder den fortsat for besætningsniveau (de små kalve) indtil forholdene ændrer sig.
MEN hvis du har et enkelt dyr (ikke kalve), hvor det er nødvendigt at fjerne et eller begge horn, så skal der søges om individuel tilladelse til dette specifikke dyr.
Det skal nu ske i virk.dk hvor du skal anvende den blanket der hedder ”Økologi – Ansøg om afhorning samt fjernelse af hornanlæg hos økologiske dyr”
Yderligere oplysninger kontakt Aase Holmgaard, SDØ, 2321 4192

